De bibelske læsninger (perikoperne) er en central del af gudstjenesten og har været det fra kirkens ældste tid. Det er dem, der er udgangspunktet for prædikenen og ofte også for salmerne, og det er dem, der giver den grundlæggende rytme til kirkeåret.
I denne bog om »Perikoper og kirkeår i Danmark på reformationstiden« undersøges detaljeret baggrunden for perikopevalg og kirkeår i den første danske alterbog fra 1556. I undersøgelsen inddrages tre tekster fra tiden før reformationen: Slesvig-missalet fra 1486, Lund-missalet fra 1514 og Chr. Pedersens danske søndagspostil fra 1515. Fra den tidlige danske reformation inddrages perikopelisten i Chr. Pedersens danske oversættelse fra 1529 af Ny Testamente og Hans Tausens danske postil fra 1539. Bogen indledes med et udblik tilbage til oldkirkelig praksis i byen Rom i 600-tallet og til forandringerne fra oldkirke til senmiddelalder.
Det er ikke ny og overraskende viden, at der er tale om stor kontinuitet hen over reformationen vedrørende perikopevalget til kirkeårets søndage og store fester, men det er første gang i dansk sammenhæng, at emnet undersøges detaljeret og veldokumenteret, og med inddragelse af hverdagsgudstjenesterne og de kalenderfaste gudstjenester.
