Jørgen Wassilefsky er ikke nogen nem digter. Heller ikke i sin sjette digtsamling: PLANETARIET. Her finder man digte, som det er svært at komme ind i. Og digte der indeholder en spænding, som det er vanskeligt at forlade.” Det bedste finder man nok i de overraskende, pludselige nedslag. “Kaster ordbolde mod/Dagens begyndelse”. “En tones evne Til stjernebilleder”. I et mindedigt til Edith Södergran skrives der rent og smukt: “En rydning i hvidt/I en for længst nedlagt/Kurve af lyd.” Samlingen er på 80 sider. Og der er ikke rigtig nogen tegn på, at denne flittige forfatters pen skulle være tømt for idéer til kommende digte. De skal være velkomne.