Kant skrev „Prolegomena‟ med det formål at klargøre og forklare hans tidligere værk „Kritik af den rene fornuft‟.

I denne tekst præsenterer Kant sine overordnede ideer om erkendelsesteori, hvor han skelner mellem a priori og a posteriori viden. A priori viden er uafhængig af erfaringen, mens a posteriori viden er baseret på erfaring.

Han fremfører også sin berømte „transcendentale idealisme‟. Han argumenterer for, at vores erkendelse og forståelse af verden er formet af vores tankestrukturer. Realiteten er i sig selv uerkendelig, og det, vi opfatter som den virkelige verden, er egentlig en konstruktion produceret af vores sind.

Endelig prøver Kant at forklare det metafysiske grundlag for videnskaben, og argumenterer for, at viden om matematik og naturvidenskaben er a priori fornuftsbaseret.

Oversat af Claus Bratt Østergaard.