Reality langer ud efter tidens tomme idealer i form af idoldyrkelse, den hovedløse stilen mod 15 minutes of fame, følelsespornoen – kort sagt meningsløsheden i at søge meningen med livet for åben skærm. Og der lægges ikke fingre imellem. Som puslespilsbrikker viser digtene små udsnit af en postfaktuel, hypermoderne virkelighed, hvor man ikke er nogen eller noget, hvis ikke det eftertragtede spotlight lyser på én. Fra fragmentariske, et-ord-per-linje-vers til længere prosadigte smeder Bettina Düring ord og rænker mod tidens kynisme, overfladiskhed og selviscenesættelse, men viser også humor midt i tristheden og vreden. Som et ledemotiv møder vi Lorteprinsessen flere gange undervejs, og af sproglige figurer befolker især bogstavrim og oxymoroner digtene, eksemplificeret ved en af titlerne – ”Kendt anonymitet” – og ved selve samlingens titel: Hvilken virkelighed er det, vi stræber efter, når berømmelsen er målet i sig selv, og med hvilke omkostninger?