Den tyske sociolog, Hartmut Rosa, er kendt for sin resonanstænkning. Resonans giver os liv, glæde og mening med tilværelsen og kan styrke vores følelse af at høre til i verden. Rosa påpeger, at vi kan opleve resonans i kærlighedslivet, familielivet, i venskaber, på arbejdspladser, gennem frivilligt arbejde, i mødet med kunsten og, for nogles vedkommende, endog i religiøse og politiske sammenhænge. Resonansen har dog trange kår i vores fortravlede, senmoderne samfund. Særligt under instrumentelle og konkurrenceprægede forhold har resonansen vanskeligt ved at trives, og der kan melde sig en følelse af fremmedgørelse. Når resonansen udebliver, mistrives vi, da vores relationer til omverdenen bliver afstumpede, hvilket i sidste ende kan føre til isolation, angst, depression og udbrændthed.
