Litteraturen lever i høj grad af urimelige påstande. Således påstår Hans Otto Jørgensen i Revolutionær, at
han fra sit sjette år forfaldt til revolten, fordi han blev sparket
halvt ihjel af et par kvier, fordi hans far, som skulle have passet ham –
og altså også passet på ham – svigtede og forsvandt ud i laden, og
fordi hospitalet svigtede og lod ham ligge og ingenting sige i 2
måneder.

Som det hedder: Volden kommer fra neden, fra et ophøjet sted. Det fornedrede ophøjes.

Men det er kun ét spor. – En Andy Warhol-komposition peger nemlig på en række serier, nogle opkaldt efter Warhol, som BEAUTIFUL flowers, Flesh, CAMPBELL’S SOUP,
det er de vandrette linjer, andre, og det er så de lodrette, har
William S. Burroughs, bondemanden Jens Thorsensen og søsterens død som
strøm.

Alle ikonografiske størrelser, som er kendt fra Hans Otto Jørgensens tidligere bøger, fra debuten Tårnet i 1989 via Nåden fra 1996 til Hestens øjne 2008,
og som her gennemskrives igen. Som en undersøgelse, hvor nye
forbindelser opstår og forsvinder til fordel for endnu andre
fortællinger.

Hans Otto Jørgensen har talt om, at det er bekvemt, at have et net at indfange stoffet med. I Revolutionær forsøger han at skrive uden for dette net. Uden for lands lov og ret. I en geografi, som bliver kaldt Burroughs Island.

En anden påstand: Kysset er tilbage for den, som smadrede alting. Som udgør forsoning. Hvor det ellers kan være svært at se, hvor forsoningen er. Hvor der er plads. På Herrens mark.