JOSEFINE GRAAKJÆR NIELSEN: ROSEBUD, ET DIGT
Orson Welles film Citizen Kane er blevet kaldt verdens bedste film. Den handler om en stor mands karakter, mediemogulen Kane, og tegnes på baggrund af hans sidste ord: ”Rosebud”.
Josefine Graakjærs debut, et langdigt, bærer netop titlen ”Rosebud”.
I filmen oprulles historien om manden af en række journalister, som kommer med hver deres bud på, hvad manden kunne have ment med ordet ”Rosebud” og om der ikke i det ene ord skulle gemme sig en kerne af sandhed om ham.
Og hvad finder de så? ”Rosebud” er ikke andet end det tåbelige fabriksnavn på en billig kælk. Men det er så til gengæld også den kælk, som Kane legede med som barn den dag, han blev fjernet fra sin mor. Josefine Graakjærs ”Rosebud” udgør på samme måde en slags kerne. Men uden at være en given ting. Det er et ord, først og fremmest et ord. Og så altså en hentydning til Kane.
Hele digtet er formet som en kvindes henvendelse til en mand. Ét langt brev. Som er 1) en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt – og 2) en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste en bekræftelse på at blive hørt.
Grundtonen er melankoliens, længslen efter og fortrydelsen over det, som én gang for alle er tabt. Inklusiv familiehistorien med druk og selvmord, kvindens indlæggelse på psyk og genoplevelser af en række hotelværelser og kældre etc, hvor parret har elsket og slåsset.
Men melankolien er potent. Sproget er mangestemmigt, klinisk og hallucineret, sødmefuld og vulgært. Men længst lever smerten.
