En rute er ikke en geografisk struktur, men den brug der gøres af den.

Ruter består i den rejsendes viden om rejsemål og veje, en viden skabt gennem egne tidligere rejser eller andres beretninger. Det var også tilfældet, da man i vikingetidens Nordeuropa begyndte at udveksle varer i større ladninger mellem fjerntliggende knudepunkter. Med fokus på begreber som aktører, interdependens og praktisk logik beskrives dannelsen af vikingetidens handelsruter som en rutinisering en proces der i stadig gentagelse konstituerede rejser som ruter og udveksling som handel.

Undervejs behandles bl.a. spørgsmål om transportgeografi, urbanisering, håndværk, varer som økonomiske redskaber og kulturmøder fra Nærorienten til Nordsøområdet.