Fortællingen om samtidskunsten må handle om den ekstreme markedsgørelse og instrumentalisering af kunsten, der har fundet sted inden for de seneste årtier. Men den må samtidig også handle om, hvordan samtidskunstinstitutionen har været rum for fremvisning og diskussion af politiske konflikter, der for en stor dels vedkommende ikke har fundet  sted andre steder i takt med, at tidligere venstre-politiske offentligheder er blevet afviklet, og politik er blevet reduceret til administration. Det er historien om samtidskunsten som et sted for politisk engagement og systemkritik. Selvom kunstens relative autonomi er under pres og hele tiden muterer, så er det kunstneriske felt og det enkelte kunstværk stadigvæk kendetegnet ved at være delvist uden for den kapitalistiske produktions- og administrationslogik. Og denne partielle adskillelse, den relative autonomi, udstyrer kunsten med et transgressivt potentiale.