Her møder vi bl.a. den aldrende Gunnar, der pludselig møder den unge Soløje – selve inspirationen inkarneret som det sjældne, forførende, egenrådige, insisterende og pryglende alfeagtige væsen, opkaldt efter den sjældne blomst, soløje. Så Gunnar må tage sig i agt. Men Soløje har også noget at lære, og sammen tager på en tre dages motorcykeltur gennem et mytisk Jylland, hvor det umage par bl.a. undersøger ålens mysterium og møder et ældgammelt religiøst folk fra Mellemøsten, flygtninge på denjyske hede, som præsenterer Gunnar for et pacifistisk alternativ, uanset hvor meget den senkapitalistiske, foruroligende verden med krige og naturkatastrofer kæmper imod. For vi står hele tiden overfor et valg, hvor fremtiden enten bliver født på ny eller går til grunde. 

Sammen forsøger Gunnar og Soløje at åbne veje for hinanden. Nogle af vejene er blindgyder, for sådan er inspirationen også. »Sargassum« giver et munter og vemodigt, sørgeligt, overstadigt, koket og poetisk indblik i inspirationens væsen.