Skandinavismen er antagelig den politiske og kulturelle bevægelse, der oftest glemmes, når historien om det 19. århundrede skal skrives. Det var de nationale bevægelser, der vandt kampen.

De skandinaviske lande fandt deres nuværende afgrænsning og fulde selvstændighed i årene fra opløsningen af den svensk-norske personalunion i 1905 til delingen af Slesvig i 1920. Dermed blev det imidlertid også glemt, at dette resultat ikke nødvendigvis var givet fra begyndelsen, og at der også eksisterede andre alternativer og muligheder.

Denne antologi viser, hvor stor tilslutning skandinavismen nød som idé i 1800-tallet, og hvor langt visionen om en skandinavisk enhed strakte sig, særlig på det kulturelle område.

Andre steder i Europa lykkedes det på samme tid at samle sprogligt forskellige områder i en stat, ikke mindst i Tyskland og Italien.

I Skandinavien forløb processen imidlertid anderledes. Bidragene til denne antologi belyser det skandinaviske spørgsmål i det 19. århundrede fra mange vinkler og bidrager dermed til en forståelse af, hvorfor udviklingen tog netop den retning, som den gjorde. Selv om det aldrig blev til en skandinavisk fællesstat, trak den kulturelle enhedstrang væsentlige spor helt frem til i dag.