Dansk skole- og uddannelsespolitik styres stadig mere af transnationale uddannelsespolitiske samarbejder. OECD og EU, men også IEA og den europæiske Bolognaproces. Her opbygges konsensus om standarder og best practices, som forudsætter fælles statistik, performanceindikatorer og internationale sammenligninger. Skønt fx Danmark hævder sit skole- og uddannelsessystems egenart, gør sammenligninger som PISA-undersøgelserne deltagerlande til enten vindere eller tabere i rangordninger.
Uddannelse er siden 1990’erne kravlet til tops på de transatlantiske, europæiske og nationale politiske dagsordener. Denne udvikling hænger sammen med fremvæksten af forestillinger om globale vidensøkonomier, der forudsætter, at individets og nationens humane kapital skal optimeres, hvis visionen om Danmarks og Europas fremtid skal realiseres. Bogen sætter denne komplekse udvikling samt den modstand den genererer ind i en større sammenhæng.
