Bogen er en selvbiografisk oplevelse af at være barn i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne i nogle af Københavns ydre boligkvarterer.

Verden bliver betragtet ud fra, at et barn meget hurtigt mister sin far, får tuberkulose og bliver opdraget sammen med sine brødre af en til tider meget syg mor, der ryger ind og ud af hospitals- og rekreationsophold.

Gennem barndommen opleves rigtig mange institutionsophold på både svagbørnskolonier og børnehjem.

Men der er også lykkelige stunder i barnets opvækst, der dog er præget af meget opbrud, og udtalte problemer i skolen.

Det er en sandfærdig københavnerhistorie fra de underste sociale lag.