I en tegning af den danske guldalderkunstner Wilhelm Marstrand med titlen ”Stræben efter Idealet” driver en bonde sit æsel frem ved at holde en lanse med hø for dens snude. Her må maddingen være idealet, og aspiranten med de ideale ambitioner må være æslet. Tegningen er udført med markante, brede, mørke linjer og hastigt anbragte skraveringer. Den mangler tydeligvis finish og er derfor ikke et færdigt værk i klassisk forstand.
Men Marstrands tegning antyder samtidig den proces, som tegninger i guldalderen sædvanligvis indgik i. I den første del af 1800-tallet tjente tegninger og skitser kun som forarbejder til et færdigt maleri. En tegning anså danske billedkunstnere først og fremmest for et skridt mod endemålet, nemlig kunstnerens idealforestilling omsat til et maleri.
I Stræben efter Idealet. Guldalderens tegning får guldalderens tegnekunst for første gang særskilt opmærksomhed. For at forstå tegningen som kunstnerisk medium i guldalderen analyserer Thomas Lederballe, seniorforsker ved Kobberstiksamlingen hos Statens Museum for Kunst, fem væsentlige danske kunstneres produktion: C.W. Eckersberg, Christen Købke, Wilhelm Bendz, Wilhelm Marstrand og J.Th. Lundbye. På den måde kan han optegne tegnemediets udvikling i løbet af 1800-tallet og vise, hvordan disse blyantsstreger spillede en helt særlig rolle i guldalderkunstnernes kreative arbejde.
