Der blæser en vind ind fra syd. Den var engang en brændende brise i en af Afrikas golde ørkener eller en hed hvirvel i Mesopotamien. En gloende samum, en nådesløs scirocco måske eller en utæmmelig kamsin, en samiel, Levanten, støvdjævelen, Harmattan, en ægte shaitan, eller hvad man ellers kalder de arabiske stormvindes mange stolte og rasende sønner. Her i Berlins kolde hjerte bøjes den ned til jorden og forsvinder en tid, fanges så af floden Spree, som køler den i dybet af sin brede mund og siden puster den ind i byen. Her driver den snefnuggene fygende foran sig tværs hen over fortovene og parkeringspladserne i hastige stød. Den farer hurtigt afsted under de parkerede busser. Den flyver op og omkring, og med sine isfingre stikker den mændene i de utildækkede ansigter. De står i små grupper og venter på, at buschaufførerne skal åbne dørene. Bagagen er der for længst taget hånd om, og nu brøler en utålmodig ånd i hvert hjerte. Det er den evige længsel efter ære og manddom, som ikke længere kan stænges inde.