I New York er det hele bygget af sten, det er så solidt, massivt, beskidt og holdbart, men så er lyset let, det skærer sig gennem byen. Det kommer fra alle sider, fra nord, syd, øst og vest. Øen ligger i bunden af flade Manhattan og så er alle skyskraberne plantet oven på. Når jeg ser til bunden af gaderne, kan jeg se lyset komme masende. Og det maser sig frem alle steder, hvis jeg kigger bagud over skulderen, kommer det derfra. Det kan ikke gå gennem bygningerne, men så går det bare så meget stærkere hen over tagene på bilerne, hen over den lange, ujævne lygterække i en gade, når alle trafiklysene er røde, så kommer lyset. Det kommer. Og så er der alle træerne. De har så ufatteligt mange træer i New York, og i april blomstrer de i hvidt og lyserødt og endda mørkerødt, og de er krogede. Det er ikke prægtige træer, det er træer, som man ser dem i en provinsby. New York er ikke til boulevardtræer. Det er de mange mindre og små træer. De er over det hele, træerne. Det er en by med gamle, gamle huse og så alle de træer.