For Lisbeth Smedegaard Andersen er troen ikke kommet som en pludselig åbenbaring. Den har altid været der, men ikke på samme måde. Fra barndommens gryende fornemmelser til voksenlivets mere klare overbevisning.

Vi formes af de relationer, vi indgår i, og de begivenheder, vi bliver udsat for, og på samme måde påvirkes troen af det, vi læser, hører og oplever, ligesom den vokser gennem fortællinger og samtaler med andre mennesker.

Som det er tilfældet med poesien har også troen rødder i evnen til at se hinsides det synlige og ane det større, der ligger bag ved det liv, enhver af os har fået betroet, og som hver dag kalder på undren og ærefrygt.