Troja er faldet, og alle mænd er døde. Kvinderne skal fordeles ved lod mellem grækernes konger: Hvilken mand skal have hvilken kvinde?

Fra den kollektive tragedie, som er Trojas fald, til det enkelte individs personlige tragedie, scene efter scene, er tragediens episodiske puls også Trojas sidste hjerteslag. Ikke bare er byen tom, hvor der før var liv, nu brændes den også ned, mens Trojas håb, Hektors søn Astyanax, bliver myrdet som den sidste gruopvækkende gerning i krigen. Trojas kvinder er et drama om håbløshed, efter den store tragedie er indtruffet.

Mesterstykket, der blev opført første gang i 415 f.Kr., er stadig aktuelt. Tragedien fokuserer på fire kvinder, som har mistet deres fædre, mænd og sønner i krigen. De er tvunget til at forlade den brændende by og går en uvis skæbne i møde som slavinder i et fremmed land. Euripides viser, hvordan krig nedbryder alle implicerede parter, og hvordan fremtiden bliver til frygt, når fortiden ligger i ruiner.