Da Tyven i Tjørnsted udkom første gang i 1951, fik vi herhjemme en ny, ung og anderledes novellist. Novellesamlingen blev samtidig en succes blandt såvel kritikere som læsere. Siden er værket imidlertid næsten blevet glemt, “så ensomt og glemt som et modermærke under et fuldskæg” sagt med Christensens indledning til den første af fortællingerne Storm. Nu siger vi, af med skægget og ud med sproget, for Christensens noveller er besættende og fortjener fuld opmærksomhed. Her er en forfatter, der kender til de menneskelige lidenskabers farlighed og som fører os ud i gådefulde egne af eksistensen. En samling magiske skæbnefortællinger, der som Søren Schou udtrykker det: ” (…) tydeligt nok havde lært et og andet af Karen Blixen og Martin A. Hansen, men også pegede frem mod en ny og anderledes, viltert fabulerende prosa”.