Da Mai Bakmand i 2018 mistede sin søn Martin, forsvandt grunden under hendes fødder. Tanker myldrede flygtigt og tidsopløst frem og tilbage mellem hendes fars selvmord 25 og tidligere og hendes søns selvmord som 16-årig. Var hun bærer af et gen med en ulykkelig sygdom? Hvad kunne hun mere have gjort for Martin? Skulle hun have været bedre til at se det komme? Martin led af angst de sidste 4-5 år af sit alt for korte liv.
Hun begyndte at skrive, fordi hun kunne mærke, at hendes hukommelse svigtede i den chokfase, hun befandt sig i. Det blev vigtigt at have et sted, hvor de tegn, hun tastede, forblev i et dokument, som hun kunne åbne og læse igen senere. Hun var bange for, at Martin skulle forsvinde i endnu en forstand og bange for at forsvinde for sig selv. Martin boede i en ganske almindelig familie, i et ganske almindeligt parcelhus i en ganske almindelig forstad til Aarhus. Han kunne have været din nabos søn, og derfor er denne bog også til forældre og pårørende til alle de unge, som har svært ved at tage hul på voksenlivet i det samfund, vi har skabt til dem.