Man slæbte sig af sted mod Malizia. Ingen var længere i tvivl om målet. Man så et vejskilt med byens navn en dag, man vidste, hvor man skulle hen. Nu undrede man sig bare over, hvad man skulle dér. Ingen vidste noget særligt om hverken bjergdrift eller industri på stedet, det var jo det, man oftest brugte fanger til.    Man var for resten også ligeglad med, hvad man skulle i Malizia, bare man snart var der, man var træt til døden af at slæbe sig fra det ene elendige sted til det næste. Med skrutten fyldt med tynd suppe og klidbrød.   Efter den første dag med de nye soldater havde ingen hørt mere om den forsvundne Nicol.    Hans forsvinden var indberettet, og sergenten havde høstet en reprimande. Det ærgrede ham, og hvad værre var, han vidste, at soldatens desertering ville skade ham selv, det ville komme til at stå i hans papirer. Fandens også.