Han siger til hende: undskyld. Nu kender jeg Karpaterne som min egen bukselomme. Der er intet at komme efter, ud over partisaner med højdesyge, men jeg er færdig med bjergene. Hvem jeg mødte i dalen, hvor de omkomne hober sig op og hvem jeg mødte deroppe skal du nok finde ud af; men du skal også høre om faldet. Måske er der tale om noget smukt. På intet tidspunkt har jeg glemt barnet. Det du skal måle mig på er min modstand mod sindssygen: jeg mener – diaspora – den store fordrivelse, der rammer alle parter før eller siden. Men den slags spørgsmål kræver mere tid.
Fortæl blot hvor længe jeg har været væk fra Viktor, dig og Botosani.
Her er jeg.